Fødsel og dåb

Fødsel

Du skal anmelde dit barns fødsel senest 14 dage efter fødslen. Hvis der er en jordemoder med til fødslen, står hun normalt for fødselsanmeldelsen. Ellers skal du selv sørge for at melde fødslen til kirkekontoret eller præsten i morens sogn. Hvis I ønsker fælles forældremyndighed, men ikke er gift, skal faren underskrive en "omsorgs- og ansvarserklæring" senest 14 dage efter fødslen.
Du finder de relevante blanketter på www.personregistrering.dk

Navnet

Barnet skal have et navn senest 6 måneder efter fødslen. Det kan ske ved dåb eller navngivning. 
Det er en stor beslutning at vælge et navn til sit barn. Måske har I allerede et navn på plads, måske skal I finde det nu, hvor I kender barnet bedre. Man må ikke kalde sit barn hvad som helst – det sørger navneloven for. På Familiestyrelsens hjemmeside kan du finde en liste over godkendte fornavne. 

Navngivning

Hvis barnet ikke skal døbes, eller hvis det skal navngive før dåb (f.eks. i forb. med rejser), skal du udfylde og sende blanketten 'Navngivning' til kirkekontoret. Du finder den på www.personregistrering.dk.

Dåb

Hvis dit barn skal døbes, skal du aftale, hvornår dåben kan finde sted. I Nr. Bjert kirke er der dåb i forbindelse med en højmesse (søndage og helligdage). Undtaget er dog den søndag i måneden. Kig under den enkelte gudstjeneste i gudstjenestelisten for nærmere info. 

Tilmelding

Brug formularen her: TILMELDING TIL DÅB eller kontakt vores kordegn på 7553 8712 eller kordegn@nrbjertkirke.dk, så finder I sammen et tidspunkt til dåben. Senest 14 dage før dåb kontaktes den pågældende præst for en dåbssamtale. Her vil præsten fortælle mere om dåben, dens betydning - og alt det praktiske.

Ved dåben bliver barnet optaget i den kristne menighed. Derfor er det en rigtig festdag i Nr. Bjert Kirke, hver gang et barn bliver døbt.
 Barnet bliver døbt på den kristne tro, og har troen med sig i bagagen resten af livet. I dåben svarer vi på barnets vegne 'ja' til den kristne trosbekendelse. Man kan sige, at dåben er en slags gave fra Gud til barnet, som forældre eller faddere siger vi ja tak på barnets vegne.
 

Faddere

En fadder er vidne til dåben og skal ”tilse at barnet vokser op i den kristne tro”. Nogle går i kirke med barnet. Andre markerer dåbsdagen, synger salmer eller læser bibelske fortællinger. 
Før dåben skal I vælge mindst to og højst fem faddere til jeres barn. Fadderne skal selv være døbt. I skal oplyse faddernes navne og adresser til kirkekontoret eller præsten. 
Gudfaren eller gudmoren er den person, der bærer barnet til dåben. Det er for det meste en af fadderne eller forældrene.

Sådan foregår dåben

En dåb i Nr. Bjert kirke er en del af søndagens gudstjeneste, undtagen den sidste søndag i måneden. I bærer barnet ind ved gudstjenestens begyndelse, og deltager i gudstjenesten sammen med resten af menigheden.
 Når det er blevet tid til selve dåben, går forældrene med barnet og fadderne frem til døbefonten. Børn blandt dåbsgæsterne bliver også opfordret til at komme med op til døbefonten, så de kan se, hvad der sker.
 Præsten starter med at bede en bøn. Den bliver efterfulgt af dåbsbefalingen og beretningen om ”Lad de små børn komme til mig”. Så taler præsten direkte til barnet, og tegner kors for ansigt og bryst som tegn på, at barnet nu hører til hos Gud.
 Derefter kommer vi til den del, hvor den, der bærer barnet skal sige noget. 

Præsten øser lidt vand på barnets hoved tre gange – for Gud, søn og Helligånd – og velsigner barnet. Til sidst holder præsten en kort tale til forældrene og fadderne om deres forpligtelser som vidner til dåben og de nærmeste til at fortælle barnet om dåben og oplære det i den kristne tro. Så fortsætter gudstjenesten. I går som dåbsfamilie ud af kirken sammen med præsten når gudstjenesten slutter.
 

Børnepasning

Ved gudstjenester med dåb tilbyder vi børnepasning i menighedshuset. Selve dåben ligger først i gudstjenesten og når først det er overstået kan det for de mindre størrelser være svært også at skulle sidde stille under en prædiken.

Når dåben er færdig er der to barnepassere, der følger med børnene over i menighedshuset, hvor der leges, tegnes og drikkes en tår saftevand. Pårørende er meget velkomne til at gå med. Resten af gudstjenesten kan ses på storskærm i menighedshuset, så man går ikke glip af noget.

Fotografering

Af hensyn til andre kirkegængere er fotografering kun tilladt af selve dåbshandlingen. Det er vigtigt, at jeres gæster er opmærksomme på det.

Til gengæld er I MEGET velkomne til at fotografere alt det I vil bagefter.

Det sker, at menighedsrådets frivillige fotograf, Ingelise Søeberg, har sit kamera med til gudstjeneste og får lov at fotografere den / de døbte i våbenhuset. Hvis forældre giver tilladelse, vil billedet blive lagt på facebookgruppen for Nr. Bjert Kirke @nrbjertkirke